UNDERVISNING

9. klasse, 10.klasse eller 10. årgang? Teater, Musik eller Comedy?

Uansat hvad du vælger, garanterer vi undervisning, hvor det boglige og det kreative i fagene kombineres på kryds og tværs, så du både opnår større læring og fordybelse.


Nyhed:
E-Sport bliver valgfag på Vostrup
 

Valgfag
 

E-Sport - Nyhed Billedkunst
Den personlige værktøjskasse Dans
Film Guitarværksted
Sangskrivning/Komposition Stomp
Superkor Sy og Design
Teaterlabpratorium
 
 

 

Den personlige værktøjskasse

Kunne du tænke dig at blive bedre til at stå foran andre? Kunne du tænke dig at blive bedre til at argumentere? Kunne du tænke dig at blive bedre til at turde turde? Vi arbejder med forskellige måder at udtrykke sig på. Vi arbejder med både kropssproget og det skrevne sprog. Du kommer til at arbejde med forskellige former for taler, og hvordan de opbygges og afholdes. Du lærer at argumentere selvsikkert og overbevisende, og du styrker selvværd og selvtillid. Vi arbejder med teknikker, der får dig til at føle dig sikker og rolig, når du skal stå foran andre. For eksempel i eksamenssituationer. Faget er teoretisk, men vi leger os igennem teknikerne og prøver dem af i praksis. 

 

Film
Du lærer om filmproduktion og får en grundlæggende forståelse for filmkultur og elementær filmhistorie. Du producerer film fra manuskript til færdig film med dine kammerater og får en fornemmelse for hvordan film virker. Vi prøver kræfter med alle mediets facetter og du bliver i stand til at analysere betydningen af lydspor, dramaturgi og få indblik i forskellige filmgenrer. Er du glad for filmmagi og har du en fotograf eller en instruktør i maven, så ”Klar til optagelse – Værsgo”.

 

 

E-Sport

E-sport er en af de hurtigst voksende sportsgrene på verdensplan. E-sport er ikke ”kun” et computerspil, men en seriøs sportsgren, hvor taktik, kommunikation, strategi og teamwork er et krav. Udover selve spillet – vil undervisningen indeholde 4 lektioner ugentligt i kommunikation og holdøvelser, men også i, hvordan udstyret, vi spiller påvirker samt hvilken effekt dette kan have for spillet.
 

Billedkunst

I billedkunst vil vi arbejde med alle former for udtryk og samle på alle former for indtryk. Vi ser på kunsten og dens rolle gennem tiderne, men billedkunst er dog først og fremmest et værkstedsfag, hvor vi udforsker og eksperimenterer med forskellige materialer og medier. Skulpturer, billeder i acryl og akvarel, installationer, illustrationer, plakater, tegninger, farvelære, collager og alt det andet, som endnu ikke er set.

 

Vi har et stort billedkunstlokale med de idéelle rammer for kreativ udfoldelse og fordybelse.

 

Dans
Dans er kropsligt udtryk. Dans er energiudladning. Dans er teknik. Dans er fysisk træning og kropsbevidsthed. I dans kommer du til at beskæftige dig med forskellige dansegenrer og improvisationer. Vi skal øve os og blive teknisk dygtigere samtidig med, at vi skal have det sjovt. En del af undervisningen er lærerstyret og en del er afsat til improvisation indenfor definerede rammer. Danseholdet vil optræde i forbindelse med forestillinger og shows i løbet af året.

 

Guitarværksted
Guitarværksted er et fag, der handler om alt vedrørende guitaren - undtagen at spille. Det er altså ikke guitarundervisning, men derimod et fag, hvor du får en masse viden om guitaren og relaterede emner. Faget er både teoretisk og praktisk. I den teoretiske del vil du lære om mange forskellige typer guitarer, og hvorfor/hvordan de er konstrueret forskelligt. Du vil lære om træsorter, stemmeskruer, stole, sadler, pickupper, strenge, linings, bracings, produktionsmetoder og meget mere.

 

Sangskrivning og Komposition

Du arbejder blandt meget andet med dine egne musikalske idéer i dette fag. Du vil blive stillet forskellige opgaver, som gør dig i stand til at udvikle din evne til at skrive sange og komponere musik. I sangskrivning og komposition vil du få gode råd til, hvordan du akkompagnerer dig selv på dit instrument samt hvilke virkemidler, du kan benytte dig af, så du rammer lige præcis det udtryk, du synes, din komposition skal have. Du vil blive udfordret i at benytte forskellige inspirationskilder, og du vil blive bedre til at få idéer og måske til at høre, hvad der ikke virker.

 

VOSTRUP. SAMMEN KAN DU MERE

Stomp
Stomp er et fag, hvor vi frembringer lyd på alle mulige ting: Spande og tønder, med koste og kæppe, således at disse rytmiske lyde danner et forløb. Vi vil også arbejde med ”gummistøvledans”, således at vi kan lave et rytmisk forløb med kombineret dans og ”musik”. Formålet er at opøve den rytmiske sans og kropsbevidstheden, og en sidegevinst vil helt sikkert være, at vi har det meget morsomt undervejs.
 

Sy og Design

Har du en spirende designer i maven er dette fag noget for dig. Du vil lære grundlæggende sy-teknikker, så du lynhurtigt bliver i stand til at designe og lave dit eget tøj. Vi laver både drenge- og pigetøj og sørger for, at det færdige produkt er noget, du kan være stolt af. I løbet af året vil du også være med til at designe og sy kostumer til de mange årlige teaterforestillinger

 

Superkor
Superkoret er for ambitiøse sangere, som gerne vil udfordres yderligere. I superkoret vil repertoiret være mere ambitiøst end i fælleskor. Der er ingen optagelseskrav, men det forventes, at eleverne er indstillede på at være med-virkende. Formålet med undervisningen er at stifte bekendtskab med forskellige genrer indenfor kormusik, som sang efter noder, arrangere korstemmer, improvisation og eksperimentering.

 

Teaterlaboratorium

I teaterlaboratoriet kommer du til at udforske teater og iscenesættelse i bred forstand. Vi undersøger kombinationen af forskellige teatergenrer og dykker ned i de mange muligheder, som findes i det øjeblik man beslutter sig for at iscenesætte. Vi sprænger rammerne og tænker teater på en ny måde og arbejder med os selv, med rum, med installation, med dukker og forskellige materialer. Vi arbejder med sensorisk teater, animationsteater, installationsteater, stedspecifikt teater, performanceteater og meget mere.